Ydmyg Ryo: Jeg er vokset som spiller
Arsenals stjernefrø Ryo Miyaichi mener, at hans tre år på udlån har fået ham til at vokse som fodboldspiller – også selvom skadespausen i Wigan var svær at komme igennem.
Den 20-årige japanske kantspiller, Ryo Miyaichi, har haft sine op- og nedture de seneste tre år, men heldigvis har de positive stunder præget den unge Arsenal-spiller mest. Tre leje-ophold er det blevet til for Ryo, som har været udlånt til Bolton Wanderers, Feyenoord og Wigan Athletic.
Ryo havde succesfulde ophold i Bolton og Feyenoord, men i Wigan var lejesvenden langtidsskadet, og fik derfor ikke det fulde udbytte med sig. Dog er den 20-årige wing glad for de erfaringer, som han kan tage med sig tilbage til Arsenal, hvor den fremtidige karriere ligger.
– Når jeg ser tilbage, så er de seneste tre år fløjet afsted, udtaler Ryo til Arsenal Player, og tilføjer:
– Jeg var skadet i næsten en hel sæson, og det var en enorm svær periode for mig.
– Jeg blev sommetider frustreret, men samtidig vidste jeg, at der ikke var nogen pointe i at blive utålmodig, så jeg fortsatte med at have fokus på, at jeg skulle komme mig over skaden og blive stærkere.
Ryo Miyaichi påpeger ligeledes, at den kulturelle og sprogmæssige forandring fra livet som japansk high school studerende til livet som professionel fodboldspiller i Europa, har været meget svær. Dog ser den 20-årige kantspiller positivt på tingene og erkender, at han er blevet vant til vilkårene og levemåden i England.