Mærkværdigt: Derfor er Newcastle-overtagelse ikke gennemført
Der er tvivl om, hvem der reelt vil komme til at stå i spidsen for Newcastle, hvis klubben ender med at blive købt, og derfor har Premier League endnu ikke godkendt overtagelsen.
Det skriver BBC.
Amanda Staveley står som ansvarlig på buddet, der lyder på £300 millioner, men den britiske forretningskvinde skyder kun 10 procent af pengene ind i projektet. Størstedelen kommer fra den saudiarabiske investeringsfond, PIF, der skyder 80 procent ind.
Investeringsfondens bestyrelsesformand er kronprins Mohammed bin Salman, og Premier Leagues advokater kæmper med at etablere de præcise forbindelser mellem konsortiet og regeringen i Saudi Arabien.
Det skyldes blandt andet, at der er blevet streamet ulovlig Premier League-fodbold i Saudi Arabien, hvilket Premier League på ingen måde er tilfreds med.
Men indtil videre er det uklart, om det er bin Salman eller Staveley, som får det primære ansvar for Newcastle, hvis overtagelsen godkendes.