Reina: Barca-rygter er opdigtede
Liverpools udlejede målmand Pepe Reina udtaler, at alle rygter, der har sat ham i forbindelse med Barcelona, er opdigtede.
Liverpool hentede i sommerpausen Sunderlands Simon Mignolet, hvilket fik Pepe Reina til at søge væk fra klubben. Reina blev derfor udlejet til italienske Napoli.
På det seneste har der kørt en del rygter, der har sat Reina i forbindelse med et skifte tilbage til barndomsklubben FC Barcelona. Reina udtaler dog nu, at alle disse rygter er falske.
– Det er en opdigtelse fra aviserne. Selv sidste år blev der sagt, at jeg skulle tage over fra Valdes, udtaler Reina ifølge Football-Espana.net
– Det er normalt, at en spiller drømmer om at repræsentere en klub som Barcelona eller Real Madrid, da de er historiske og prestigefyldte klubber, fortsætter Reina.
– Men jeg har kontrakt med Liverpool indtil 2016. Jeg er ligeglad med rygterne.