Solskjær vurderer Fosu Mensah-præstation efter uventet startplads
22-årige Tim Fosu-Mensah var endelig at se på banen igen i går efter hele 16 måneder uden Premier League-fodbold grundet et års skadespause samt corona-pause.
Som følge af skader til både Luke Shaw og Brandon Williams var hollænderen noget pludseligt på holdkortet – og så endda på venstre back.
Det løste den højrebenede stopper ganske fortrinligt, hvilket hans træner Ole Gunnar Solskjær også var enig i efter kampen.
– Det er 16 måneder siden, at han sidst har spillet, jeg er meget glad på hans vegne. Jeg kender alt til knæskader, samt hvor skønt det må have føltes endelig at være tilbage og endda fuldføre 90 minutter, udtalte normanden.
– Med hans evner taget i betragtning følte vi, at han havde fortjent en startplads, og det betalte han tilbage. Han gjorde det rigtig godt. Han vil helt sikkert være noget øm i morgen, men jeg er glad på hans vegne og glad for hans præstation.
Fosu-Mensah kom som 16-årig til Manchester Uniteds U18-hold fra hollandske Ajax.