Anelkas opfordring til Liverpools fronttrio: Gør ikke som mig
Nicolas Anelka har en opfordring til Liverpools fronttrio om ikke at søge videre i håbet om at finde sig bedre til rette i en anden klub.
Franskmanden, der har mange års erfaring i Premier League, har spillet for et hav af forskellige klubber, så han ved, hvad han taler om.
Han fortrød blandt andet, at han forlod Arsenal til fordel for Real Madrid, og nu fortæller han, at Liverpool er så gode, at hverken Mohamed Salah, Sadio Mané eller Roberto Firmino er nødt til at skifte.
– Det er en fantastisk fronttrio. Jeg elsker dem alle og særligt Roberto Firmino, fordi han er nøglen til Mohamed Salah og Sadio Manés succes. Salah og Mané rangerer blandt verdens fem bedste spillere lige nu. De har kvaliteten til at spille for Real Madrid.
– Men i dag kan Liverpool konkurrere med Real Madrid, så de behøver ikke skifte. Liverpool er stedet at være, siger Anelka til Liverpool Echo.
Både Firmino, Salah og Mané har kontrakt med Liverpool til sommeren 2023.