Ekstasen fortsætter: Leeds med fornem gestus til Bielsa
Leeds rykkede officielt op i Premier League i går aftes, da West Brom tabte point til Huddersfield i et 2-1-nederlag.
Nu bliver Leeds' træner, Marcelo Bielsa, således hyldet med en fornem gestus, da Leeds har valgt at opkalde en gade efter argentineren.
Der er tale om en ganske central gade, da det er dén vej, der forbinder Leeds' største shoppingcenter, Trinity Leeds, med gågaden. Gaden opkaldes 'Marcelo Bielsa Way'.
Trinity Leeds skifter ligeledes navn til 'Trinity Leeds United' resten af juli for at fejre oprykningen, og David Maddison, Trinity Leeds' direktør, som har sørget for navneændringerne, er da også glad og stolt over succesen.
– Det er et fantastisk øjeblik for byen, og vi er glade for at kunne tage del i fejringen af, at Leeds United er rykket op i Premier League.
– Træneren har med stor hast vendt op og ned på det hele 'the Bielsa Way', og han fortjener al mulig hyldest, så vi er glade for at kunne navngive gaden 'Marcelo Bielsa Way', lyder det fra Maddison ifølge Leeds Live.