Hulk forklarer: Derfor kom jeg aldrig til Premier League
Nu er det nok for sent, men tidligere i karrieren havde Hulk tilsyneladende muligheden for at komme til Premier League.
Der var dog flere grunde til, at den nu 33-årige brasilianer ikke havnede i den bedste engelske rækker, hvor både Manchester United og Chelsea siges at have været ude efter hans underskrift.
– I min første sæson i Porto startede jeg godt, og jeg husker noget snak om Manchester United, men jeg modtog aldrig noget konkret, fortæller Hulk til FourFourTwo.
Det var allerede i 2008, at Hulk havde gang i sin første sæson hos Porto, og derfor kunne den målfarlige kantspiller måske have været inde i billedet til at erstatte Cristiano Ronaldo i Manchester United, som portugiseren forlod i sommeren 2009.
Nogle år senere var der kraftige rygter om interesse fra Chelsea, men dem hørte Hulk aldrig om – og pludselig var han i stedet skiftet til russiske Zenit.
– På det tidspunkt var jeg for ung og lod andre mennesker ordne det, så jeg vidste ikke hvilke tilbud, der kom. Først efter jeg skrev under med Zenit, fik jeg at vide, at Chelsea havde været interesseret, men jeg kan ikke rigtig sige hvor seriøse, de var.
Sidenhen spillede Hulk fire år i Zenit, inden han i sommeren 2016 skiftede til Shanghai SIPG på £50 millioner. Han spiller stadig i den kinesiske klub, hvor han har kontraktudløb til nytår.