Derfor er Chelsea-direktør den mest magtfulde kvinde i fodboldverdenen
Marina Granovskaia er direktør i Chelsea, og hun er kendt som en god forhandler.
Det er hende, der er med på billederne, når der bliver præsenteret nye spillere i Chelsea, og når klubben annoncerer kontraktforlængelser.
Men hvilken rolle spiller hun egentlig i Chelsea?
I manglen på en sportsdirektør er det ofte hende, der har ført forhandlingerne, når den engelske storklub har arbejdet på at hente forstærkninger til, eller når en uønsket spiller skulle finde sig en ny klub.
Den position har hun formået at sætte sig i, fordi hun gennem mange år har været Chelsea-ejer Roman Abramovich’ højre hånd.
Og alt i alt har det ifølge Liam Twomey, som er engelsk journalist med en specifik rolle om at dække Chelsea, ført til, at hun formentlig er den mest magtfulde kvinde i fodboldverdenen.
– Hun er den, der rapporterer til Abramovich. Jeg tror næsten, at de taler sammen hver dag. Han stoler 100 procent på hendes dømmekraft. Hvis hun siger, at de skal gøre noget bestemt, så følger han hende, så det er svært at forestille sig, at nogen anden kvinde kan have mere magt i fodboldverdenen, fortæller han til TV 2 Sport.
Marina Granovskaia har været ansat som Chelsea-direktør siden 2014, og siden 2010 har hun været Roman Abramovich’ repræsentant i London-klubben.