Hvis Leeds rykker op: Den tidligere storklub vil hente målfarlig Celtic-stjerne
Storklubben med mange skandinaviske fans, Leeds United, har efter sigende tænkt sig at byde på Celtic-angriberen Odsonne Edouard. Det skriver The Mirror.
Franskmanden er gennem en længere periode blevet kædet sammen med et skifte til Arsenal, men snakken er aldrig blevet konkretiseret.
Den skotske sæson blev afbrudt tidligere på året som følge af coronakrisen, men Edouard nåede alligevel at sætte 28 bolde ind i netmaskerne for The Bhoys.
Mål som Leeds måske kan få glæde af i den kommende sæson. Et eventuelt skifte er nemlig betinget af, at den stolte traditionsklub rykker op i Premier League.
I øjeblikket fører Leeds The Championship med 78 point efter 41 kampe, efter de i går vandt med 3-1 ude mod Blackburn. Der er seks point ned til Brentford, der i øjeblikket indtager tredjepladsen.