Howard nyder Martinez' fodboldfilosofi
Everton-keeperen, Tim Howard, nyder virkelig at arbejde under klubbens nye manager.
Spanske Roberto Martinez har længe været en positivt omtalt manager, selvom han i fjor ikke klarede skærerene med Wigan, som rykkede ned fra Premier League.
I sommers blev han tilbudt jobbet i Everton, som havde vinket farvel til David Moyes, der skulle løfte arven fra den afgåede Sir Alex Ferguson i Manchester United, og Martinez er blevet velmodtaget i Merseyside-klubben.
Hans fodboldfilosofi er stærkt spansk præget, hvilket har ligget langt fra det koncept, Everton hidtil har praktiseret på fodboldbanen. Spillerne har dog taget rigtig godt imod hans idéer, og særligt Tim Howard er begejstret over hans nye træner.
– Det har været fantastisk. Der har været nogle centrale punkter, som vi er blevet bedt om at tage til os, og hver uge er anderledes, forklarer den amerikanske målvogter til Sky Sports.
– Vi gør det, og vi kommer fremad og forsøger at påvirke spillet på en positiv måde, fortsætter han.
Den 34-årige Everton-keeper ser positivt på de ændringer, Martinez har foretaget i forhold til spilsystemet, og han ser positivt på fremtiden.
– Det har været spændende. Det har været en god ændring, og spillerne ser ud til tage godt i mod det, så det virker, fastslår han.
-Manageren tror på vores slagplan og vores system, og han ændrer den ikke ret meget efter, hvem vores modstander er, forklarer han.
Selvom Howard indrømmer, at den britiske stil er prellet lidt af, så er han af den overbevisning, at den spanske possession-stil passer godt ind.
– Med hensyn til den britiske stil, så går det imod den mentalitet, men det ser ud til at virke for os, cementerer den bundrutinerede målmand afslutningsvis overfor Sky Sports.