Mulig fri transfer: Manchester United forhandler med stjerne-angriber
Coronakrisen skaber stor finansiel usikkerhed i fodboldverdenen, og derfor er spillere på frie transfers ekstra attraktive i øjeblikket, hvor klubberne er mere tilbageholdende med at betale stort for nye signings.
Det er måske grunden til, at Manchester United nu angiveligt skulle være i forhandlinger med Edinson Cavani. Det erfarer spanske Todofichajes.
Den 33-årige angriber kan nemlig officielt forlade Paris Saint-Germain den 1. juli, men er allerede nu i stand til at indgå forhåndskontrakter med andre klubber.
Manchester United er på udkig efter en ny angriber, men meget tydede på, at det var en yngre model end den uruguyanske stjerne, som Ole Gunnar Solskjær efterspurgte.
Transfermarkedet har ændret sig, så det kan The Red Devils' prioriteter også have, men vi ville tage meldingen med et gran salt, selvom det spanske medie skriver, at man måske kun er uger fra at nå til enighed med Cavani.