Alt var på plads: Så tæt kom Arsenal på Vardy-signing i 2016
Jamie Vardy havde formentligt været Arsenal-spiller i dag, var det ikke fordi, at Leicester-stjernen ændrede mening i ellevte time.
Den engelske angriber havde netop fyret Leicester hele vejen til det mest sensationalle engelske mesterskab i mands minde, og efter sine 24 mål i 2015/16-sæsonen ønskede Arsene Wenger og Arsenal at signe den dengang 28-årige angriber.
Og hele handlen var praktisk talt på plads, fortæller Arsenals tidligere chefforhandler Dick Law nu til The Athletic.
– Aftalen med Leicester var på plads, og aftalen med spilleren var også på plads. Vardy kom til London med sin kone Rebekah, han sad på en sofa foran Arsene Wenger… og så begyndte han at bakke væk fra os, fortæller Law.
– På sin vej tilbage til Leicester ringede han til mig og sagde, at han ønskede at tænke over skiftet natten over. Når man det punkt, ved man, det er dårligt nyt.
Det havde Law ret i. Hvad der fik Vardy til at ændre mening i sidste øjeblik, er Vardy måske den eneste der ved, men i Leicester vil han uden tvivl blive husket som en af klubbens store spillere i fremtiden.