Efter massiv kritik fra fans: Chelsea-profil overvejede exit
Det var et turbulent første år, Jorginho havde i Chelsea.
Han blev udsat for en del kritik, selvom han spillede hver gang. Og i sidste ende overvejede han også at forlade klubben, han skiftede til i sommeren 2018. I et interview med FourFourTwo fortæller han nu, at han overvejede at smutte sammen med Maurizio Sarri.
– Jeg har gået gennem øjeblikke som denne i alle klubber, jeg har spillet. Dette trælse tidspunkt, hvor man bliver i tvivl, og hvor man tænker, om man skal væk derfra, fordi der måske ikke er plads til en, siger han.
Det var især kritikken fra fansene, som tog hårdt på den italienske midtbanespiller.
– Sidste år var fansene meget efter mig, fordi jeg var ankommet med en anden manager, og jeg endte med at høre nogle ting, der var unfair. Dybt i mig tænkte jeg dog, at jeg ville bevise, de tog fejl, og jeg ville arbejde, som jeg altid har gjort, for det har aldrig været let for mig.
Jorginho er fortsat en profil for Chelsea, hvor han nu også er blevet udnævnt som vice-anfører. Og forleden gjorde han det klart, at han er glad for at være i klubben.