Laudrup: Vi dominerede kampen
Swansea-manager Michael Laudrup indrømmer, at nederlaget til Southampton er en hård pille at sluge, idet Laudrup føler, at Swansea dominerede kampen.
Adam Lallana og Jay Rodriquez scorede de to mål, der afgjorde dagens forestilling i det sydlige England.
– Hvis man tager de positive briller på, kan man sige, at vi præsterede meget flot, hvis man trækker de første 15-20 minutter fra. Vi dominerede kampen, og vi havde vores chancer, specielt i første halvleg, sagde Laudrup til Sky Sports efter nederlaget.
– De scorede et flot mål, men vi fortsatte, efter det kom vi virkelig ind i kampen. Vi sad på hele anden halvleg, men vi skal stadig bruge for mange chancer til at score.
– Jeg kan ikke sige noget til præstationen. Jeg husker, at jeg sagde, at St. Gallen fortjente mere efter Europa League-kampen i torsdags. I dag synes jeg, at vi fortjener mere.
Laudrup insisterer på, at resultatet intet havde at gøre med deres Europa League-kamp i torsdags.
– Hvis man er træt, er det højst de sidste 20 minutter, det kan mærkes.
– Jeg har analyseret mange af vores kampe, og vi ser ikke ud til at have problemer i anden halvleg, og det er godt. Men igen, handler det om, hvordan kampen udvikler sig, for jeg synes, vi dominerer.
– Vi havde bolden hele tiden, og du føler ikke, at du er træt, når du har bolden. Vi kunne ikke få udlignet, og så lukkede de kampen til sidst, sluttede Laudrup.
Nederlaget efterlader Swansea på en 14. plads med syv point efter syv kampe.