United-anfører tror på trofæer
Sæsonstarten har langt fra været optimal hos Manchester United, men anfører Nemanja Vidic er overbevist om, at klubben stadig har chancen for at hente trofæer hjem i denne sæson.
Sir Alex Ferguson stoppede sit regime som Manchester United-manager denne sommer, og efterlod sit mandskab til David Moyes, der endnu ikke har fået det optimale ud af materialet.
De manglende resultater bekymrer dog ikke kulturbærer og anfører Nemanja Vidic, der tror på at klubben kan hente trofæer hjem, hvis man får styr på de defensive problemer.
– Vi må acceptere, at det ikke har været nogen god start, meddelte serberen til talkSPORT.
– Vi har ikke præsteret som vi gerne ville, og vi må også være realistiske nok til at sige, at vi har lavet for mange fejl.
– Dette hold har masser af potentiale, og vi arbejder virkelig godt, men nogengange får man bare ikke de resultater, som man søger, og det samme med præstationerne. Men jeg er stadig positiv, fortsætter Vidic, og påpeger vigtigheden af en solid defensiv.
– Det vigtigste er at forsvare godt. Hvis vi kan gøre det, så tror jeg, at vi har en stor chance for at vinde trofæer, afslutter serberen.
Nemanja Vidic og resten af United-mandskabet får chancen for at rejse sig efter en skidt Premier League-start, når ligaens prygelknabe Sunderland venter på lørdag.