Martinez: Skal ikke kigge på tabellen
Efter en lidt sløj sæsonstart er Everton for alvor kommet igang, og med sejren over Newcastle trådte Merseyside-klubben ind i top 4, men manager Roberto Martinez maner til besindighed.
Blot tre point skaffede Everton i sæsonens første tre opgør, men efter sejre over Chelsea, West Ham og senest Newcastle står man nu noteret for tolv point, hvilket kun Arsenal, Liverpool og Tottenham har gjort bedre.
Everton-manager Roberto Martinez er da også mere end glad for sæsonstarten, men mener alligevel, at Everton skal fokusere på at fortsætte de gode takter, frem for at bruge tid på at analysere tabellen.
– Top 4 var et godt mål forud for Newcastle-kampen, og nu er det et godt mål, at forblive på pladsen så længe vi kan, meddeler spanieren til klubbens hjemmeside.
– Men vi er blot i oktober, og det er endnu ikke tid til at kigge på tabellen.
– Nu er det tid til at opretholde de høje standarder, tid til at fortsætte udviklingen og tid til at holde alle spillere klar, så vi har den interne konkurrence, der kan holde os kørende indtil sæsonen slutter, afslutter Martinez.
Der venter en svær opgave for spanierens mænd lørdag, når Manchester City venter på Etihad Stadium, forud for landskampspausen.