Van Gaal kom i vejen: Kroos havde indgået kontrakt med United
Toni Kroos var ikke bare lidt tæt på at skifte til Manchester United i 2014. Han var meget, meget tæt på, fortæller den tyske Real Madrid-profil i et nyt interview med The Athletic.
Skiftet var faktisk så godt som på plads, da David Moyes blev fyret efter mindre end et år i spidsen for The Red Devils. Men skottens afløser fik forpurret planerne.
– David Moyes havde besøgt mig i Bayern München, og kontrakten var praktisk talt helt færdig, men så blev Moyes fyret, mens Louis Van Gaal kom til, hvilket komplicerede det hele, fortæller Kroos.
– Louis ønskede tid til at bygge sit eget projekt, så jeg hørte ikke noget fra Manchester United i et stykke tid og begyndte at tvivle. Så startede VM, daværende Real Madrid-træner Carlo Ancelotti ringede, og det var det.
Set i bakspejlet har Kroos dog tidligere erkendt, at han ikke har nogle kvaler over ikke at være endt på Old Trafford. Alternativet, Real Madrid, har trods alt været mere succesfulde i årene efter tyskerens skifte dertil.
– Én ting kan jeg sige med sikkerhed: Manchester United havde ikke vundet Champions League tre gange i samme periode som Real Madrid, fortalte midtbanespilleren sidste år til GQ.