Holtby: Vi sigter efter Champions League
Tottenham har fået en fornem start på Premier League, og indtager andenpladsen, men den tyske playmaker Lewis Holtby fastholder, at klubbens ambition er at sikre Champions League-fodbold til næste sæson.
Med 13 point efter de første seks runder, har Tottenham fået en rigtig god start, og mesterskabssnakken er langt fra død omkring White Hart Lane. I truppen holder man dog benene solidt plantet på jorden, og den tyske midtbanekreatør Lewis Holtby fortæller, at målet stadig er at ende i top 4.
– Alle kan drømme, men vores primære mål er at spille Champions League næste år, siger han ifølge Sky Sports.
– Jeg mener, at vi har kvaliteten og evnerne i hele truppen til at opnå det mål, og jeg har masser af tiltro. Det er en lang sæson, og alle skal være på deres bedste, hvis vi skal opnå vores mål.
– Chelsea var en stor test naturligvis, men jeg synes vi er godt på vej til at spille en vidunderlig sæson.
Tottenham, der blandt andet har tilført danske Christian Eriksen til truppen denne sommer, har ikke vundet Premier League siden 1961.