- Kritik af Moyes uundgåelig
Den tidligere Manchester United-keeper Mark Bosnich meddeler i dag, at kritikken af David Moyes er uundgåelig, og ville være kommet uanset hvordan sæsonstarten havde udspillet sig.
David Moyes har fået en blandet start på livet som Manchester United-manager, og efter 4-1 blamagen mod ærkerivalerne fra Manchester City i sidste weekend, har skotten for alvor måttet stå model til en kritikregn af dimensioner.
Den tidligere australske landsholdskeeper Mark Bosnich, med fortid i Manchester United, mener dog, at kritikken af Moyes er uundgåelig, og ville være kommet uanset omstændighederne.
– Selv hvis Manchester United havde startet historisk godt ud, ville der stadig være masser af kritik, fortæller han til Alan Brazil Sports Breakfast.
– Manchester United-fans er meget loyale, og det tager lang tid for dem, at glemme visse ting. Sir Alex Ferguson havde en fantastisk tid i klubben, men han havde sine dårlige perioder også. Det kommer til at tage tid for Moyes.
Manchester United har med David Moyes ved roret samlet syv point i de indledende fem runder, hvor modstanderne har heddet Swansea, Chelsea, Liverpool, Crystal Palace og Manchester City.