Topklubber i kamp om østrigsk talent
Derstandard.at kunne i fredags erfare, at Manchester United følger den 21-årige midterforsvarer Martin Hinteregger fra Red Bull Salzburg. United står dog ikke alene med interesse i forsvarsspilleren. Ifølge Liverpool Echo er Liverpool, Arsenal og Juventus ligeledes meget opsatte på at få fat i Hinteregger, og en hård kamp om østrigeren kan vente forude.
Den 21-årige Martin Hinteregger er blevet en meget ombejlet herre i løbet af den seneste uge, hvor flere topklubber har vist interesse i den østrigske forsvarsspiller. Ifølge den omtalte østrigske sportsavis, har Manchester United haft scouts til flere af Salzburgs kampe i løbet af sæsonen for at overvåge midterforsvareren, som har gjort det fantastisk for sin klub taget alderen i betragtning.
United kan dog få kamp til stregen af andre topklubber, hvis de havde tænkt sig at byde ind på Hinteregger. Denne onsdag erfarer Liverpool Echo nemlig, at Liverpool, Arsenal og Serie A-klubben Juventus, ligeledes er interesseret i østrigeren. Der er angiveligt tale om klubber, s0m har fulgt forsvarsspilleren længe, og en hård kamp kan vente forude.
Red Bull Salzburg står i en stærk position med Martin Hinteregger, da den 21-årige forsvarer tidligere på året skrev under på en aftale, der løber frem til 2017.
Martin Hinteregger har været i Red Bull Salzburg siden 2006. I indeværende sæson er det blevet til 17 kampe, 3 mål, 1 assist og sammenlagt 1414 minutter på grønsværen for forsvarsspilleren.