Zola smigret over Sunderland-rygter
Gianfranco Zola indrømmer, at det er smigrende at blive kædet sammen med Sunderland, om end han også cementerer, at han fortsat vil blive i Watford.
Zola er det seneste navn, der er dukket op på rygtebørsen i forbindelse med den ledige trænerpost i Sunderland, og det smigrer italieneren, der dog fastslår, at han vil blive i sin nuværende klub.
– Selvfølgelig er jeg smigret over, at jeg har været overvejet (til stillingen, red.), men jeg er virkelig glad herovre, og jeg kan lide, hvad jeg gør, fortæller Zola ifølge Sky Sports.
– Jeg tror, min udvikling som manager har været massiv, så jeg vil gerne udføre denne opgave, jeg har her, afslutter han.
Gianfranco Zola har tidligere erfaring som manager i Premier League, da han stod i spidsen for West Ham United. Han blev dog fyret tilbage i 2010.