Benteke: Jeg kunne stadigvæk være en del af Liverpools fronttrio
Belgiske Christian Benteke nåede kun at være lidt over et år i Liverpool, inden turen gik videre til Crystal Palace. Her har den hovedstødsstærke angriber haft svært ved at finde vej til netmaskerne de seneste par år.
De seneste to sæsoner har Benteke kun scoret fire Premier League-mål, mens han fortsat mangler at score sit første mål i denne sæson. Alligevel mener angriberen, at han kunne være en del af Liverpools fronttrio ifølge SPORTbible.
Det ville dog kræve et par enkelte ting, hvis man skal tro Crystal Palace-spilleren.
– Ja, jeg ville godt kunne klare det. Det er nemt at sige, nu hvor jeg spiller i Crystal Palace, og de spiller i Liverpool. Men hvis du træner hver dag med de samme spillere, og manageren tror på dig, så er det nemmere.
Den tillid fik belgieren aldrig hos Jürgen Klopp, der hellere så andre veje. Da den tyske manager kom til Liverpool, var beskeden til Benteke klar.
– Undskyld, jeg vil spille anderledes fodbold. Jeg vil have en hurtig, lille og skarp angriber, sagde Klopp dengang ifølge Benteke.
Liverpools manager fortryder ingenlunde, at han valgte at sende Benteke videre. Trods det mener den høje angriber stadigvæk, at han kunne gøre sig gældende på Liverpool-mandskabet.