Så skete det: Arsenals permanente anfører er blevet udnævnt
Unai Emery ynder at have en anførergruppe på hele fem spillere, men kun én spiller kan bære anførerbindet under kamp, og Unai Emery skulle nu have udnævnt Granit Xhaka som holdets permanente kaptajn.
Det skriver David Ornstein fra BBC fredag middag.
Som Rob Holding kunne afsløre forleden, så havde Unai Emery bedt om spillernes besyv om, hvem der skulle udnævnes som klubkaptajn, men den endelige beslutning tilfaldt altså træneren selv. I dag skulle han have meddelt truppen om sit valg.
Xhaka har allerede båret anførerbindet i syv ud af otte kampe for The Gunners denne sæson, men skulle han blive skadet eller valgt fra før kamp, vil det i stedet tilfalde vicekaptajnen.
Emery har dog endnu ikke besluttet, hvem denne er, men ifølge Ornstein står valget enten mellem Alexandre Lacazette eller Pierre-Emerick Aubameyang.