2,5 milliarder: Amerikanere har budt stort på Newcastle United
Newcastle-tilhængere kan nu atter få forhåbninger om, at dybt upopulære Mike Ashley sælger klubben, for klubejeren har angiveligt modtaget et bud værd £300 millioner fra et amerikansk konsortium. Det erfarer Daily Mail denne fredag.
Det er den tidligre Chelsea-og Manchester United-direktør Peter Kenyon, som angiveligt skulle forsøge at forhandle et opkøb af klubben hjem for amerikanske GACP Sports, der allerede ejer franske Bordeaux.
Og GACP Sports skulle altså have tilbudt £300 millioner, hvilket svarer til cirka 2,5 milliarder kroner. Klubbens nuværende ejer, Ashley, skulle have svaret, at han kommer med et endegyldigt svar inden for de næste 10 dage.
Om det så bliver ja eller nej, må tiden vise, men GACP Sports har tilbudt at betale £125 millioner med klubben øjeblikkeligt, hvorefter de resterende £175 millioner vil blive betalt gennem de næste tre år.
Derudover har man også tilladt Ashley at fortsætte med at have sponsor- og reklamerettighederne på St James' Park, indtil hele betalingen er blevet udbetalt. Det betyder, at Ashley fortsat vil kunne reklamere for sit firma, Sports Direct, de næste tre år, hvis han takker ja til købstilbuddet.