Redmond: Norwich var det rigtige valg
19-årige Nathan Redmond var en eftertragtet herre i sommerens transfervindue. Mange Premier League-klubber var ude med snøren, men det blev Norwich City, der i sidste ende løb med U21-landsholdspilleren. Et skifte Redmond selv er meget glad for.
Nathan Redmond skiftede i sommers fra Birmingham City til Norwich City, hvor offensiv-spilleren skrev under på en fire-årig lang kontrakt. Et skifte den unge spiller har nydt godt af. For selvom mange har stillet spørgsmålstegn ved Redmonds ambitionsniveau, udtaler hovedpersonen selv, at han har truffet det helt rigtige valg.
– Alle omkring klubben er fantastiske. Jeg kunne ikke drømme om et bedre sted. Birmingham er en stor by, som har fire eller fem store fodboldklubber. Her i Norwich er det kun ét hold, som hele byen er samlet omkring. Klubben betyder enormt meget hos byens indbyggere, og hvis du kæmper for holdet på banen, bliver du gengældt med sang og klapsalver fra tribunerne.
– Det har været virkelig nemt, at falde til her, og jeg har ingen problemer haft. Byen er fantastisk, det samme er klubben, og det hjælper mig til hele tiden at forbedre mit spil. At skifte til Norwich er uden tvivl den bedste beslutning jeg har truffet i min karriere.
Nathan Redmond har spillet samtlige kampe siden skiftet, og har kvitteret med et enkelt mål.