Trods exit-ønske: Mustafi har en fremtid i Arsenal
Shkodran Mustafi var i sommerens transfervindue mere end klar til at forlade Arsenal, men selvom flere klubber angiveligt viste interesse, endte det ikke med et skifte for den tyske midtstopper.
Mustafi må dermed tage til takke med minimum et halvt år mere i Arsenal, hvor han ikke er en fast del af holdet.
Indtil videre har tyskeren ikke været i truppen til de første fire ligakampe, men manager Unai Emery slår fast, at midtstopperen træner med på lige fod med de øvrige spillere:
– Mustafi besluttede sig for at blive, og for mig er han en del af truppen ligesom de andre spillere. Da han valgte at blive, fortalte jeg ham, at han er en del af truppen, og at jeg vil arbejde med dig på lige fod med de andre spillere, udtaler Emery ifølge Sky Sports.
– Han arbejder hver dag med stor motivation og en god erfaring, hvilket er det, vi ønsker at se.