PL-klubber holder øje med Juve-angriber
Ifølge talkSPORT har Tottenham tidligere vist interesse i Juventus-angriber, Fernando Llorente, som skiftede på en fri transfer til Serie A-klubben denne sommer. Men manglende spilletid har gjort, at flere PL-klubber angiveligt også ser Llorentes situation an.
Den 28-årige Fernando Llorente blev hentet fra spanske Athletico Bilbao til italienske Juventus denne sommer, men spilletid har spanieren mildest talt ikke fået meget af, og derfor spekuleres der nu i, hvorvidt angriberen vil blive i klubben. Tottenham har tidligere vist interesse i Llorente, og trods sin 28 år, er han stadig en farlig mand, der har en masse mål i benene.
I Juventus står Llorente i skyggen af Carlos Tévez, Fabio Quagliarella og Sebastian Giovinco. Derfor ligner det ikke meget spilletid til spanieren, der ellers spillede 262 kampe for Bilbao med 85 fuldtræffere til følge.
Fernando Llorente vil gerne med til VM 2014 med Spanien, men fortsætter en plads på bænken, kan han meget vel skifte Juventus ud med en engelsk klub, hvor der angiveligt er flere interesserede.