200-Rooney utilfreds i United
Med to mål i aftenens Champions League-kamp imod Leverkusen blev Wayne Rooney den blot fjerde spiller til at score 200 mål for Manchester United, men angriberen synes ikke glad i klubben.
Wayne Rooney scorede i weekenden, og i går aftes kunne den engelske angriber sætte yderligere to mål ind på kontoen, som nu tæller 200 Manchester United-mål. Rooney synes i fantastisk form, men efter et turbulent transfervindue virker han stadig ikke til at være helt tilfreds med livet i Manchester. Da ITV spurgte, om han er glad i klubben, svarede Rooney følgende:
– Hør, jeg koncentrerer mig om min fodbold, som jeg har gjort hele sommeren. Jeg har holdt mit hoved nede og arbejdet hårdt for at blive klar til sæsonen, og jeg glad for at være tilbage, siger Rooney.
Til spørgsmålet om han bad om et skifte, svarede Rooney:
– Hør, jeg siger bare, at jeg koncentrerer mig om min fodbold, hvilket jeg har gjort hele sommeren.
Rooney skal score 50 mål mere for at blive Manchester Uniteds mest scorende spiller nogensinde. Bobby Charlton topper listen med 249 mål, og United-boss David Moyes siger, at han har brugt det som motivation for Rooney i løbet af sommeren.
– Jeg er ikke en Manchester United-historiker, men jeg tror, at der kun er fire folk, der har opnået det (at score 200 mål, red.). Jeg sagde, at han har en reel chance for at blive en af de mest scorende nogensinde for den her klub, og hvis han bliver ved med at spille, som han gjorde i aftes, vil han nå der. Han var rigtig, rigtig god, sagde Moyes efter aftenens kamp imod Leverkusen.