Når en drengedrøm går i opfyldelse - Mathias
Den nu 18-årige målmand fra HB Køge, Mathias Markussen, fik en speciel konfirmationsgave, der resulterede i et træningsophold hos Manchester United.
Læs hele historien her:
Det hele startede med, at jeg fik et træningsophold i Liverpool i konfirmationsgave, eller faktisk lidt uden for Liverpool. På dette tidspunkt var jeg altså blot 14 år gammel. Det var et ophold, som alle kunne købe sig til og var under ledelse af Jimmy Hansen (Martin Hansens far fra FC Nordsjælland, red). Jimmy har jeg arbejdet sammen med i mange år, da jeg spillede i Greve Fodbold.
Dette ophold førte til interesse fra fire klubber, der ville have mig på prøvetræning – Leicester City, Stoke City, Everton FC og Manchester United. Dette fik jeg at vide umiddelbart inden en vigtig kamp for Greve mod FCK, hvilket var utrolig surrealistisk for mig. Jeg kan stadig huske alle de tanker, der løb igennem hovedet på mig den dag. Det var et helt vanvittigt scenarie for mig.
Grundet klubstørrelse og alle klubber havde været til stede samtidig, så havde Manchester United førsteret til at få mig til prøvetræning. Det resulterede i et 4-5 dages langt ophold, som man ikke skulle betale noget for. Det er uden tvivl én af de største oplevelser jeg har haft i mit liv.
Jeg tog afsted med Jimmy Hansen, som altid har været en fantastisk vigtig person for mig. Vi skulle bo hos en af Jimmys personlige venner, Bill, der er målmandstræner i Liverpool.
Første dag på træningsanlægget kom vi ind og fik noget morgenmad og sad sammen med spillere som Ryan Giggs, Ole Gunnar Solskjær og målmandstræner Eric Steele. I United foregår alt meget samlet. Alle hold træner ved det samme anlæg, og derfor går man side om side med de store stjerner.
Jeg kommer derover på et tidspunkt, hvor United lige har slået ærkerivalerne fra City 4-3 i overtiden, hvilket resulterer i en fantastisk stemning blandt alle spillerne og trænerstaben.
I løbet af ugen træner jeg sammen med reserverne, hvilket bl.a. indeholdte spillere som Poul Pogba, som nu spiller i Juventus. Det var en kæmpe oplevelse og ikke mindst ufattelig svært. At spille med fremtidens stjerner, som i forvejen var 3-5 år ældre end mig, var ikke nogen nem opgave, men ikke desto mindre en fantastisk og lærerig oplevelse.
Den ene dag bliver jeg bedt om at deltage i en afslutningsøvelse med nogle af de spillere der skulle spille Carling Cup-kamp dagen efter mod Wolverhampton. Blandt dem var de mest prominente navne brødrene, Fabio og Rafael, og ikke mindst Danny Welbeck.
Jeg var inde og se kampen dagen efter, hvor Welbeck gik hen og blev matchvinder, hvilket var en sjov oplevelse, især efter jeg havde haft trænet med ham dagen forinden.
Jeg fik også den store mulighed for at træne og snakke med den legendariske målmand, Edwin van der Sar. En fantastisk mand med en fantastisk personlighed. I det hele taget var alle førsteholdets spillere utroligt gode til at tage imod en, og hilse når man mødte dem.
Det hele endte ud i en god snak, hvor jeg fik af vide, hvad jeg skulle arbejde videre med, og at de fremover ville holde øje med mig. Det var en kæmpe oplevelse, hvor jeg lærte en hel masse, som jeg kan bruge den dag i dag.