Utilfreds Pochettino: Undskyld at vi tacklede hårdt, United
Manchester United hentede en relativt sen sejr i opgøret imod Tottenham i International Champions Cup, hvor The Red Devils vandt 2-1.
Undervejs i kampen var der flere aktioner, hvor Tottenhams spillere tacklede igennem, og Moussa Sissoko var blandt andet heldig med at slippe for kort i en aktion, hvor han trådte på Daniel James.
Nu er Tottenhams træner, Mauricio Pochettino, dog ude med riven efter sine egne spillere, og undskylder på deres vegne, da han var irriteret over flere tacklinger i kampen.
– Jeg var lidt irriteret i nogle situationer. Jeg var ikke glad. Det var en venskabskamp, og i nogle situationer hvor man er træt, og det er varmt, hvor man ikke er oppe i det rette tempo, så kan man risikere at komme for sent. Jeg undskylder på vegne af vores spillere til Manchester United, lyder det fra argentineren til Manchester Evening News.
Undervejs i kampen måtte Eric Bailly udgå med en skade efter blot at have været på banen i ni minutter, men denne skade skete i et solouheld, som dog ifølge Pochettino selv gjorde ham en smule nervøs.
– Jeg var selvfølgelig bekymret. Eric Bailly blev skadet, og det er jeg ked af, men han var alene. Det er aldrig rart at se spillere blive skadet, når de kæmper for deres plads og skal opbygge kondition, afslutter Pochettino.