- Uprofessionelle Özil besat af damer
Real Madrid-præsidenten, Florentino Pérez, disker op mod hård kritik af Mesut Özil, som i hans optik var uprofessionel og besat af damer.
Glæden bredte sig hurtigt i Arsenals fankredse, da man på transfervinduets sidste dag sikrede sig Real Madrids tyske kreatør, Mesut Özil, men nu får selvsamme fankreds noget at spekulere over.
Florentino Pérez mener nemlig således, at Özils uprofessionalisme medførte, at han forlod klubben. Den tyske landsholdsspiller skulle have haft en tendens til at være lidt for længe ude om aftenen og samtidig være besat af kvinder.
– Da Mesut skiftede til Real Madrid, opdagede han verdenen og blev besat af kvinder. En verden, der var ukendt for ham. Men det er ikke på grund af kvinderne, at han har forladt os. Det er på grund af de natlige eventyr og manglen på søvn. Han var uprofessionel, lyder den hårde kritik fra Florentino Perez ifølge Abc.es.
Mesut Özil blev Premier Leagues dyreste indkøb denne sommer, og den tyske boldekvilibrist blev samtidig Arsenals dyreste handel nogensinde.