Danskerklub vil have stortalent: Chelsea overvejer at sælge
Chelsea har for vane at udleje klubbens unge talenter, som så oftest ender med at blive solgt, når det giver mening for the Blues.
Den skæbne ser også ud til at overgå Trevoh Chalobah, som ellers længe har været spået en ganske stor fremtid i den blå trøje, men den 20-årige englænder ser ikke længere ud til at have klubbens helt store tiltro.
Danskerklubben Huddersfield er meget opsat på at hente englænderen, og de vil gerne have ham på en permanent aftale, og det er Chelsea ifølge Goal slet ikke afvisende over for, selvom det ellers er kutyme at forlænge kontrakten for derefter at udleje et ungt talent.
Trevoh Chalobah, som er lillebror til Watfords Nathaniel Chalobah, imponerede for Ipswich Town i sidste sæson, og nu vil Huddersfield-manager Jan Siewert gerne have ham til at spille en stor rolle i genopbygningen af holdet.