City-profil overvejede aldrig skifte
I løbet af sommeren har serbiske Aleksandar Kolarov flere gange været meldt på vej væk fra Manchester City, men et skifte blev aldrig til noget og serberen er derfor stadig at finde i Manchester klubben.
Aleksandar Kolarov har flere gange været rygtet væk fra Manchester City i jagten på mere spilletid. Juventus har været nævnt som en af flere bejlere, men nu hvor vinduet er lukket, er den serbiske landsholdsspiller stadig at finde i Manchester City, hvilket han selv er helt afklaret med.
– Der var en masse snak omkring Juventus, men jeg har aldrig sagt at jeg ikke ville blive, fortæller Kolarov til The Sun
Han er nu indstillet på at arbejde hårdt for at overbevise den nye manager, Manuel Pellegrini om at han skal være en del af startopstillingen og ser samtidig frem mod en sæson, som gerne skulle ende ud i trofæer til klubben.
– Jeg har stadig kontrakt med City i to år og jeg er opsat på at arbejde hårdt til træning og når jeg får chancen skal jeg vise mit værd, siger han og fortsætter:
– Jeg er glad i City, så nu må vi se hvad der sker. Jeg er professionel og jeg ser frem til at vinde trofæer i denne sæson, siger han.