Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Disse Chelsea-spillere står foran deres gennembrud i 2019/20

24.07.2019 Kl. 12:18
LÆS OGSÅ: BENDTNERS DYRE LEJLIGHED

Et transferforbud er sjældent en god ting, men for Chelsea og Frank Lampard er det måske alligevel ikke helt tosset. Det giver klubbens nye manager en endnu bedre mulighed for at bruge de spillere, der allerede er på kontrakt.

Her tager vi et kig på, hvilke spillere der kan være i stand til at få deres gennembrud for the Blues i den kommende sæson.

Kurt Zouma

For et par sæsoner siden havde franskmanden faktisk fået etableret sig som fast mand i det centrale forsvar, men en alvorlig knæskade satte ham ud af spillet i lang tid, og sidenhen har han kæmpet ihærdigt for at komme tilbage. I sidste sæson var han udlejet til Everton med stor succes, og nu er han klar til at tage kampen op med Antonio Rüdiger, David Luiz og Andreas Christensen.

De fire spillere kommer nok hver især til at få en del spilletid af Frank Lampard, men bliv ikke overrasket, hvis Kurt Zouma inden sæsonen er omme, har erobret en fast plads i startopstillingen. Han har så mange kvaliteter, og han er nu modnet så meget i sit spil, at han bør være klar til at tage et skridt op og blive stamspiller på et tophold.

Mason Mount

Den unge englænder er en spiller, som Frank Lampard allerede kender rigtig godt. Han var udlejet til Derby i sidste sæson, og her imponerende han ganske meget fra sin position på den centrale midtbane, hvor han havde frihed til at bidrage rigtig meget i offensiven.

Det er sandsynligvis en lignende rolle, han kommer til at få i Chelsea, og dermed kan han faktisk komme til at få den rolle på holdet, som Frank Lampard selv havde i mange år for the Blues. Han kommer dog nok til at få hård konkurrence af både Ruben Loftus-Cheek og Ross Barkley, men i træningskampene har han fået pænt med spilletid og også gjort det godt.

Forhåbningerne til ham i Chelsea er store, og han har potentialet til allerede i denne sæson at spille en stor rolle for London-klubben, der igen skal spille en masse kampe, hvorfor der vil blive roteret flittigt.

Tammy Abraham

Den langlemmede angriber ser endelig ud til at få en chance for at bevise sig selv på Chelseas førstehold, og det er en mulighed, han givetvis har drømt om i adskillige år.

Han er kommet op gennem klubbens akademi, hvor han undervejs har været med til at vinde UEFA Youth League og scoret mål på samlebånd. Det gjorde han også i sidste sæson for Aston Villa, og han kan meget vel ligne Chelseas nye førstevalg i angrebet.

Han har fået det prestigefyldte trøje nummer ni i Chelsea, og han scorede senest mod Barcelona. Tammy Abraham er en ganske klinisk afslutter, og han fylder desuden også en hel del i kraft af sin størrelse, mens han også besidder en fornuftig fart.

Scorer han mere end 20 ligamål, vil vi dog alligevel tillade os at blive overraskede, for Frank Lampard vil formentlig rotere mellem ham, Olivier Giroud og Michy Batshuayi.

Disse spillere fortjener også at blive nævnt

I træningskampene hidtil har Ross Barkley set rigtig god ud, og allerede som 17-årig blev han faktisk udpeget af Chelsea som Frank Lampards afløser på midtbanen. Den mulighed kan han nu få, og han vil drage fordel af, at Ruben Loftus-Cheek misser de første kampe grundet en skade.

Stortalentet Callum Hudson-Odoi har allerede fået sit gennembrud, men da han er skadet lige nu, kan det også blive en mulighed for nytilkomne Christian Pulisic at få sit gennembrud for Chelsea. Amerikaneren er sandsynligvis udset en stor rolle på holdet, og han har allerede en del erfaring fra Dortmund. 

Annonce