Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

VAR skal gøre Premier League bedre: Sætter to mål for succes

Af Morten Bruun Jørgensen
20.07.2019 Kl. 19:36
Premier League har en klar ambition om, at VAR kan gøre ligaen bedre, og der er blevet sat to mål, der vil afgøre, om det bliver en succes.

I løbet af det seneste år har VAR været et af de helt store samtaleemner i fodboldverdenen, og for dem, der følger Premier League tæt, vil det nok ikke blive mindre i løbet af det kommende års tid.

For i næste sæson bliver videoteknologien indført i den bedste engelske række, og dermed følger Premier League i fodsporene på blandt andet Bundesligaen, La Liga og Serie A, mens slutrunder som VM og Copa América også har gjort brug af teknologien.

Derfor føler man sig hos Premier League også rustet til at rulle VAR ud, og der er lagt op til to ting, der skal sikre, at det bliver en succes.

– Vi er klar til at komme i gang med næste sæson, og jeg tror gerne, fansene vil se de klare og åbenlyse fejl blive rettet, men de vil også se kampen forløbe hurtigt. Og i Premier League kommer man formentlig til at se, at dommerne ikke bruger området på sidelinjen ved skærmen så ofte, som man vil det i andre turneringer.

– Man skal handle inden for de regler, som IFAB giver med VAR. Men forhåbentlig; A – vil det virke og sørge for de rette beslutninger – og B – Det vil ikke forstyrre det hurtige tempo i Premier League. Det er overordnet set vores to mål, fortæller Premier Leagues midlertidige administrerende direktør Richard Masters til Sky Sports.

Premier League-sæsonen 2019/20 bliver skudt i gang med kampen mellem Liverpool og Norwich den 9. august.

Annonce