Efter Joelinton-handel: Ny brasilianer spøger i Newcastle
Steve Bruce overtog fra starten af juli måned tøjlerne i Newcastle fra spanske Rafael Benitez, og den rutinerede englænder har ikke tøvet med at handle ind til Newcastle-truppen, som blandt andet er blevet tre angribere fattigere i løbet af det igangværende transfervindue.
Den nye angriber i Newcastle-trøjen, Joelinton, er blevet handlet til en formodet pris på cirka 335 millioner kroner – og nu kan en ny brasiliansk angriber måske snart melde sin ankomst hos Steve Bruce og kompagni.
– En af forhandlerne, som var involveret i Joelinton-handlen, har her til aften fortalt os, at Newcastle ligger i forhandlinger med en anden brasiliansk angriber, Marrony, fortæller Kaveh Solhekol, der er reporter hos Sky Sports.
Han fortæller desuden, at Marrony er 20 år gammel, spiller i Vasco da Gama – og ifølge Sky Sports-reporteren har brasilianeren en frikøbsklausul på 250 millioner kroner i sin kontrakt.