Bayern giver ikke op: Tilbyder forsvarsprofil for Sané
Bayern München har åbenlyst erklæret sin kærlighed på Manchester Citys Leroy Sané denne sommer.
De seneste meldinger har dog lydt, at Bayern München efter flere købsforsøg har opgivet at hente Sané tilbage til Tyskland.
Men nu forsøger den tyske mesterklub ifølge spanske Mundo Deportivo at genoplive forhandlingerne.
Bayern München skulle nemlig være klar til at smide østrigske David Alaba oven i handlen for at få Manchester Citys accept på Sané.
Tilbuddet kommer i kølvandet på en aktiv sommer for Bayern München, hvor forsvarsprofiler som Lucas Hernandez og Benjamin Pavard allerede er hentet til klubben.
Det får venstrebacken David Alaba til at være i overskud i klubben.
Mundo Deportivo mener dog samtidig at vide, at Manchester City stadig ikke har tænkt sig at acceptere buddet, da Leroy Sané også indgår i klubbens planer i den kommende sæson.
Bayern München har hårdt brug for nye offensive kræfter, efter at klubben har sagt farvel til spillere som Arjen Robben, Franck Ribery og James Rodriguez.
Pt. har klubben kun registreret 17 spillere til førsteholdstruppen, hvoraf det især er offensive spillere, der mangler på holdkortet.