Utilfreds Hodgson efterlyser nye spillere
Som alle andre klubber håber Crystal Palace på at komme styrket ud af transfervinduet, men indtil videre er manager Roy Hodgson ikke tilfreds med klubbens ageren.
Den engelske højreback Aaron Wan-Bissaka er som bekendt blevet solgt til Manchester United for et stort beløb, mens Jordan Ayew er blevet hentet ind, og de manglende signings huer ikke Hodgson:
– Jeg troede, at vi alle var på samme side. At vi var enige om, at der skulle nye spillere ind, da vores trup er meget lille, men desværre har vi stadigvæk de samme spillere, som da pre-season startede, udtaler Hodgson til Sky Sports.
– Den eneste nye tilføjelse er Jordan Ayew, og jeg vidste, at han ville komme, da Africa Cup of Nations var forbi.
– Vi har brug for spillere på bestemte positioner. Aaron Wan-Bissaka er for eksempel ikke blevet erstattet. I øjeblikket har vi hverken to højrebacks eller to venstrebacks.
– Det er simple ting, som vi er nødt til at gøre noget ved. På andre positioner kan vi klare os.
Den erfarne manager har dog tiltro til, at klubbens ledelse får styr på sagerne inden sæsonstart:
– Jeg ved, at vores sportsdirektør og vores formand arbejder hårdt på at sikre sig nye spillere, og jeg er sikker på, at truppen vil være bredere og bedre, når sæsonen går i gang.