Rodri til City er sikker: Atletico er allerede klar til at bruge pengene
Intet er nogensinde helt sikkert i et transfervindue, før spillerne står med deres nye klubs trøje i hånden og smiler til kameraet.
Men Rodris skifte fra Atletico Madrid til Manchester City skulle være næsten ligeså sikkert, som det bliver uden at være officielt endnu.
Det skriver spanske El Confidencial lørdag.
Det har været småt med rygterne de seneste to uger, men seneste nyt var, at den 22-årige spanske midtbanespiller skulle have fortalt Atletico Madrid, at han ikke agtede at forlænge sin kontrakt.
Kort tid efter skulle Manchester City angiveligt have aktiveret hans frikøbsklausul på €70 millioner, hvormed handlen allerede der skulle være tæt på lukket.
Men Rodri er endnu ikke blevet præsenteret som ny Manchester City-spiller, men der skulle ikke være nogen grund til bekymring.
Annoceringen mangler fortsat, men ifølge El Confidencial tæller Atletico Madrid allerede transfersummen med i sit regnskab – og er begyndt at geninvestere dem i truppen.
Det bekræftede gårsdagens signing af Marcos Llorente fra Real Madrid også. Llorente fik sågar Rodris trøjenummer fra sidste sæson, hvilket blot yderligere er bevis for, at Rodris skifte blot er et spørgsmål om tid.
Faktisk skrev ESPN i samme ombæring, at han kunne blive offentliggjort som Pep Guardiolas seneste skud på stammen allerede i den kommende uge.