Agent Pochettino: Tottenham-træneren har personligt overtalt endnu et transfermål om skifte
Tottenham ligner mere og mere den mest sandsynlige destination for Dani Ceballos, og det skyldes i særdeleshed én mand – Agent Mauricio Pochettino.
Det skriver spanske AS torsdag.
Tottenham-træneren skulle nemlig personligt have holdt adskillige samtaler med Real Madrid-midtbanespilleren, som har været medvirkende til at tippe en eventuel transfer i Spurs' favør.
Ceballos, der endnu ikke har haft sit store gennembrud i Real Madrid, vandt sidste weekend U21-EM med Spanien. Kort efter udtalte han, at hans fremtid lå hos den klub, der kunne tilbyde ham mest spilletid.
– Jeg ønsker at spille 40 kampe på en sæson og være en profil, skulle den 22-årige midtbanespiller have udtalt.
Og det ønske skulle Mauricio Pochettino være villig til at opfylde, da Tottenham-træneren netop skulle have understreget, hvor stor en rolle Ceballos ville få for Londonklubben i den kommende sæson.
Spilleren skulle være blevet overtalt, men Real Madrid skulle dog ikke være villige til at sælge det spanske stortalent. I stedet skulle det i øjeblikket være en lejeaftale, som er på tale.