Tidligere spiller ryster på hovedet over Clarkes Tottenham-skifte
Tottenham forventes inden længe at præsentere Jack Clarke som ny mand i truppen, men det er ikke alle, der forstår det skifte.
Den tidligere Leeds-spiller Danny Mills mener således, at 18-årige Clarke træffer den forkerte beslutning ved at skifte Leeds ud med Spurs:
– Hvis en spiller virkelig er så god som 18-årig, bør han have fået flere kampe fra start i The Championship, siger Mills til Sky Sports om Clarke, der startede inde i fire ligakampe i den forgangne sæson.
– Jeg mener faktisk, at det er et forkert skifte. Kommer han til at blive en del af Tottenhams hold i næste sæson? Ingen chance.
– Han er for ung, og han kommer ikke i nærheden af førsteholdet. Hvis han var blevet i Leeds, kunne han i næste sæson få 19-20 kampe fra start, men nu havner han i Tottenham, hvor han i bedste fald bliver en del af U23-holdet.
– Han har brug for at spille kampe uge efter uge, og jeg tror, at det her skifte kan skubbe hans karriere i den forkerte retning.
Leeds kan angiveligt se frem til at modtage op mod £12 mio. for Clarke, der spillede 25 kampe for klubben i sidste sæson.