Rygte: Aubameyang giver grønt lys til Manchester United-transfer
Pierre-Emerick Aubameyang var Arsenals mest målfarlige angriber med 31 mål i 51 kampe for The Gunners sidste sæson.
Nu er rygterne om et muligt sommerskifte for den gabonesiske angriber dog blusset op igen, da det denne gang er italienske Tuttosport, som beretter, at Aubameyang har givet grønt lys til at skifte til rivalerne fra Manchester United.
Det lyder usandsynligt, men historien har måske lidt liv i sig. Talksport-værten Andy Goldstein udtalte tidligere på måneden, at en insider fra Manchester United havde fortalt, at Aubameyang faktisk var på blokken hos De Røde Djævle.
Forleden fortalte Arsenal-guruen og BBC-journalisten David Ornstein så, at The Gunners var særdeles interesserede i at hente Wilfried Zaha denne sommer – og den mest realistiske måde at finansiere købet på var ved at sælge Aubameyang.
Ornstein havde dog svært ved at forestille sig, at Unai Emery turde sælge sin mest målfarlige mand.
Men hvad vil Manchester United med den 30-årige angriber, som umiddelbart ikke passer til Ole Gunnar Solskjærs nye filosofi om at købe unge spillere?
Ifølge Tuttosport er han udset som erstatning for Romelu Lukaku, der som bekendt håber på et skifte til Inter Milan.