Lægetjek i dag: Tottenhams rekordindkøb er landet i London
Efter mere end halvandet år uden nogen nye signings ser Spurs ud til at stemple ind med manér denne uge.
Klubbens nye rekordinkøb, Tanguy Ndombele, er nemlig landet i London og forventes at gennemgå sit lægetjek forud for sit endelige skifte til Tottenham denne tirsdag.
Daniel Levy skulle have overtalt Lyon til at sælge den 22-årige franskmand for en pris, som indledningsvist er på £56,5 millioner – svarende til 471 millioner kroner. Med tiden kan prisen dog stige op til £65 millioner, hvis diverse bonusser bliver aktiveret.
Det er markant mere end Tottenhams nuværende transferrekord på £42 millioner, som man i 2017 betalte for Davinson Sanchez.
Tanguy Ndombele har angiveligt indgået en femårig aftale med Tottenham, men om han allerede bliver præsenteret senere i dag efter lægetjekket, eller om den officielle præsentation bliver udskudt lidt endnu, vides ikke.
Jack Clarke, den 18-årige Leeds-winger, skulle også være tæt på et skifte til Tottenham for knap £11,5 milioner.