Runde to: Inter skruer op for millionerne og forbedrer sit bud på Lukaku
Klubbernes forberedelser til den kommende sæson er så småt begyndt, og Inter Milan og Romelu Lukaku er desperate efter at blive genforenet, inden pre-season begynder.
Derfor er den italienske storklub nu tilbage i ringen med et nyt bud på den belgiske angriber, som er markant bedre end første forsøg, som hurtigt blev afvist af Manchester United.
Det skriver Gianluca Di Marzio.
Skal man tro den velansete italienske journalist, så opper Inter i dag, tirsdag, sit bud. Antonio Conte & Co. håber fortsat på at kunne leje Lukaku for omkring €10 millioner i to sæsoner, men nu er man klar til at forpligte sig til at købe ham for €70 millioner efterfølgende.
Det er €10 millioner – eller knap 75 millioner kroner – mere, end hvad Inter bød i første runde.
Samtidigt presser Inter angiveligt på for at mødes med repræsentanter fra Manchester United, så en endelig handel kan forhandles på plads tidsnok til, at Lukaku kan starte pre-season med Inter i stedet for at drage til Australien med Manchester United.