Runde 3: Ugens hold
Runde tre er nu færdigspillet – Vi har fundet elleve spillere, som vi mener har fortjent en plads på ‘Ugens hold’ denne runde:
Målmand:
David Marshall – Den skotske målmand gjorde en fremragende figur i 0-0 kampen mod Everton. Han havde undervejs i kampen flere gode redninger og var dermed stærkt medvirkende til endnu et Cardiff-point.
Forsvar:
Leighton Baines – Baines spillede en kamp på sit vanlige høje niveau. Han kunne med lidt held have fået et straffespark. Det belønner vi med en plads på ugens hold.
Martin Skrtel – Den slovakiske forsvarsspiller fik chancen mod Manchester United og greb den. Han spillede sammen med Daniel Agger en stor kamp i det centrale forsvar.
Daniel Agger – At holde Robin Van Persie fra store chancer en helt kamp er fornemt. Det formåede Agger samtidig med at han lagde op til Daniel Sturridge’s sejrsmål.
Ben Davies – Den unge waliser imponerer fortsat på venstre backen hos Swansea. I denne weekend krydrede han en god kamp med et mål, som trækker betydeligt op i vurderingen af ham.
Midtbane:
Nathan Redmond – Redmond var bedste spiller for Norwich 1-0-sejren mod Southampton. Han er lynhurtig og meget udfordrende.
Tom Huddlestone – Den tidligere Spurs-spiller styrede maskinrummet for Hull City. Han tog flot kampen op med Toure og Fernandinho hos City.
Yaya Toure – Toure er bomstærk. En af Premier League’s bedste på sin position. I weekenden scorede han et lækkert frisparksmål i 2-0-sejren over Hull.
Aaron Ramsey – Den unge midtbanespiller er kommet rigtig stærkt fra land i denne sæson. Mod Tottenham dannede han midtbaneduo med Jack Wilshere, som han klart overstrålede. Strålende kamp fra Ramsey.
Pablo Hernandez – Sidste mand på vores femmands-midtbane er Pablo Hernandez. Han leverede en god kamp på højrekanten for Swansea og scorede også målet til 2-0.
Angreb:
Oliver Giroud – Helt fremme finder vi den franske angriber, Oliver Giroud. Den stærske angriber har fået en super start på sæsonen og nettede endnu engang i weekenden, da han blev matchvinder mod Tottenham.
Manager:
Brendan Rodgers – Rodgers leverede et taktisk mesterstykke mod United. Han fik skabt en solid defensiv som Van Persie og de andre offensive profiler ikke kunne trænge igennem. Flot arbejde af Brendan Rodgers.