Fellaini: Blev United-fan i 1999
Marouane Fellaini glemmer aldrig, da Manchester United vandt Champions League i 1999 – lige siden den dag har han været United-fan.
Champions League-finalen mellem Manchester United og Bayern München skrev sig ind i historiebøgerne. Tyskerne så længe ud til at tage titlen, men med to overtidsscoringer var det Sir Alex Fergusons tropper, der kunne løfte trofæet.
Nyindkøbet, Marouane Fellaini, glemmer aldrig den finale.
– Jeg glemmer aldrig, at jeg sad hjemme og så den finale for mange år siden. Jeg besluttede mig for, at United skulle være mit hold. Det var ikke bare det, at de vandt trofæet, men måden de gjorde det på, udtaler han til Daily Mail.
– Derfor har jeg i alle disse år, set mig selv som United-fan, og da opkaldet kom, skulle jeg ikke tænke to gange. Det eneste jeg havde i hovedet var, at det skulle ske inden det blev for sent, slutter han.