- Bale satte os under intenst pres
Andre Villas-Boas fortæller nu, at Gareth Bale satte Tottenham under et intenst pres i waliserens jagt på et skifte til Real Madrid.
Efter lang tids spekulation blev det endelig en realitet i weekenden, at Gareth Bale skiftede til Real Madrid for en rekordstor sum af £85,3 millioner. Tottenham-manager Andre Villas-Boas fortæller, at Bale satte klubben under intenst pres og efterlod portugiseren uden andet valg end at sælge.
– Det pres, som vi var udsat for af spilleren, har været intenst. Real Madrids indflydelse var meget stor, og du når til det punkt, hvor du må overveje, om det er muligt ikke at acceptere et bud, og om du kan arbejde videre med en spiller i den sindstilstand, siger Villas-Boas til The Telegraph.
Villas-Boas er glad for transfersummen og fortæller, at der ikke er meget at gøre, hvis spilleren beslutter sig for, at han vil skifte.
– Det er klart, vi skal være glade for den sum, som blev betalt. Spillere ønsker at vinde mesterskaber, og jeg tror, at med Gareth er det muligt. I sidste ende er det op til spilleren, om han vil blive eller skifte, slutter Tottenham-manager.
Med køb af blandt andre Christian Eriksen, Erik Lamela og Nacer Chadli har Villas-Boas gjort sit for at erstatte årets Premier League-spiller fra sidste sæson.