De Bruyne: Hazard skifter ikke før i midten af næste uge
Det har længe lignet, at det blot er et spørgsmål om dage og endda timer, før Eden Hazards skifte til Real Madrid kan offentliggøres.
Skal man tro landsholdskollegaen Kevin De Bruyne bliver skiftet dog tidligst en realitet i næste uge. Hazard er nemlig med på det belgiske landshold, som lørdag møder Kasakhstan og tirsdag møder Skotland i kvalifikationen til EM i 2020.
– Først og fremmest er Eden stadig den samme. Vi er alle professionelle her. Alle har haft problemer med transfers. Han er ikke den første og bliver ikke den sidste. Vi har ikke travlt, indleder De Bruyne fredag på et pressemøde og fortsætter:
– Han ved, hvad han skal gøre. Han skal arbejde i nogle dage mere, og så skal han på ferie. Her har han masser af tid til at arrangere det hele. Hvis transferen bliver en realitet, bliver det ikke i løbet af de næste fire-fem dage. Hvorfor skulle han gøre det? Hvorfor løbe den risiko? Alle kigger på ham lige nu.
Hazard lavede 21 mål og 17 assists i alle turneringer i den forgangne sæson.