Godt nyt for Spurs: Lyon vil sælge profil inden månedens udløb
Tottenham skulle allerede sidste uge have budt på Lyon-midtbanespilleren Tanguy Ndombele. Buddet, hvis størrelse aldrig blev afsløret, blev dog afvist af den franske klub, som angiveligt forlanger mellem €80-100 millioner for franskmanden.
Men der kan pruttes om prisen, påstår Le10Sport i dag, og Lyon ønsker at sælge Ndombele inden måneden er omme, så de selv kan starte sommerens indkøb af næste sæsons stjerner.
Det er godt nyt for Tottenham, der forventes at komme tilbage med et forbedret bud snarest muligt, da Mauricio Pochettino og Daniel Levy ønsker klubbens transferaktivitet overstået, så klubbens nye spillere når at falde til under pre-season.
Forhandlingerne forventes altså genoptaget, og selvom Tottenham bestemt ikke er den eneste klub, som har interesse i Ndombele, ligger de i øjeblikket lunt i svinget.