Øverst på ønskelisten: Guardiola vil hente spanier for 520 millioner
Det var en stor sæson for Manchester City, der endte med at vinde 'domestic treble', som inkluderer Premier League, Carabao Cup og FA Cup.
Pep Guardiola & Co. har i næste sæson muligheden for at vinde mesterskabet for tredje år i træk, men det kræver, at truppen bliver forstærket.
En af de positioner, som han vil forsøge at forstærke, er den defensive midtbane, hvor Fernandinho er ved at være oppe i årene.
Den italienske journalist, Gianluca Di Marzio, beretter, at Manchester City-managern har udset sig Rodrigo fra Atletico Madrid.
Pep Guardiola er angiveligt desperat efter at få den 22-årige spanier til Etihad og er efter sigende klar til at aktivere frikøbsklausulen, der lyder på €70 millioner – svarende til 520 millioner kroner.
Rodrigo spillede 34 ligakampe i den forgangne sæson, hvor det blev til tre mål. Han ankom fra Villarreal sidste sommer for en sum af 185 millioner kroner.